1. Fjern løst snavs

Ved friske pletter fjernes først løse rester, og den spildte væske suges derefter op med en tør, hvid klud eller køkkenrulle uden farve. Det er vigtigt, at der ikke gnides på pletten. I stedet bør pletten duppes væk. Indtørrede eller koncentrerede pletter behandles med en børste og støvsuger.

 

2. Opløs med lunkent vand

Lunkent vand (uden sæbe, vaskepulver, opvaskemiddel eller lignende) er næste skridt. Dup forsigtigt området med en våd klud og sug derefter så meget af væsken op som muligt ved at duppe med en tør, hvid klud. Drys herefter kartoffelmel på pletten og lad det tørre i et døgn, inden det støvsuges op.

 

3. Tæppepletfjerner

Hvis vand ikke er nok til at opløse pletten, må man gå et skridt videre og anvende et universal pletrensemiddel . Se brugsvejledning på det pågældende produkts emballage for nærmere vejledning.

 

4. Specialmidler

Hvis ingen af de foregående tre trin i “førstehjælpen” virker, kræves behandling med specialmiddel. Generelt gælder det, at brugs- og doseringsanvisninger skal følges nøje, og at behandlingen ikke bør finde sted på fugtige områder. I stedet bør man lade området tørre, inden specialmidlet påføres pletten. Hvis der kommer en rand efter behandlingen, kan det skyldes, at tæppet generelt er snavset og derfor trænger til rensning. Hvis pletten dukker op igen efter endt behandling, skyldes det oftest, at der enten er rester af pletfjerningsmiddel eller af pletten tilbage i tæppet. I dette tilfælde bør området behandles igen efter de retningslinjer, som er beskrevet under trin 3.

Første gang et nyt rengøringsmiddel eller en pletfjerner anvendes på tæppet, er det nødvendigt at undersøge, hvorvidt midlet er skadeligt for tæppet. Skader kan opstå som følge af afsmitning, misfarvning, blegning eller opløsning. Det anbefales derfor at afprøve både rengøringsmiddel og pletfjerner på et område på størrelse med et frimærke. Det kan eksempelvis være i et hjørne, under en radiator eller lignende. Prøven udføres i de foreskrevne doseringer og virketider.

Vigtigt

Bearbejd altid pletten fra yderkanten mod midten. For at forhindre at det rensede område snavses til hurtigt igen efter behandlingen, er det vigtigt at sørge for god gennemskylning og opsugning af det tilbageblevne pletfjerningsmiddel. Ved pletfjerning af større områder kan der med fordel anvendes en ekstraktionsmaskine. Jo hurtigere der reageres på en plet, des større er chancen for at fjerne pletten med et godt resultat. Bemærk at visse plettyper er meget vanskelige at fjerne, og at sådanne pletter ofte efterlades mere synlige på et lyst og ensfarvet tæppe end på et tilsvarende mørkere og mønstret tæppe. Nogle plettyper som eksempelvis kaffe, te, sodavand og rødvin kan efter rensning med universalpletfjerner eller specialmiddel stadig være synlige som følge af efterladte farverester. Sådanne farverester kan ofte med held fjernes med et specielt blegeprodukt . OBS! Brug aldrig klorholdige midler eller midler, der indeholder blegemidler.

Guide fra EGE TÆPPER

for mere information se hele pletguided fra EGE her.